”Vi er blevet livsnydere. Selvom vi er mor og far, vil vi stadig have det gode glas vin, når vi er ude med børnene. Vi prioriterer den gode oplevelse, men det skal ikke bare være røde pølser.
Maden skal være i orden, og stemningen skal være rar. Så vil vi gerne bruge penge, ellers gider vi ikke,” siger Louise Byg Kongsholm, som er trendforsker og direktør i Pej Gruppen.
Børnefamilier prioriterer nemlig i dag den gode oplevelse og det lækre måltid fremfor materielle goder. Det er kvalitetstid at være sammen omkring en særlig oplevelse.
”Spørger du en typisk dansk børnefamilie, så vil de fleste vælge oplevelser fremfor vinterstøvler, som vi jo alligevel sparer penge på ved at købe brugt.”
OPGØR MED EKSTREM FORBRUGSKULTUR
Trendforskeren forklarer, at børnefamilier er pressede på tid, og derfor gerne vil prioritere hyggen, når der er et frirum.
”Flere børnefamilier prioriterer det gode måltid ude. De kører på et konstant tre-timers underskud og vil så gerne have kvalitetstiden sammen. Engang var det slet ikke muligt at gå ud og spise et godt måltid tirsdag aften. Det er det i dag,” siger trendforskeren.
Netop fordi børnefamilier har flere penge mellem hænderne end nogensinde før, er der ikke langt fra ønske til handling, fortæller Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.
”Børnefamilier har flere penge i dag, og det betyder, at de ikke behøver kigge på budget. Orker de ikke at lave mad fredag aften, så går de bare ud.”
Det kunne lyde som et ægte storbyfænomen, men det er det ikke, understreger forbrugereksperten.
”Alt sker først i storbyen, men det her er ikke kun et storby-fænomen. Engang når man gik tur op og ned ad hovedgaderne i provinsen lå der den ene møbelforretning efter den anden. Nu ligger der restauranter. Og vi er jo vokset fra Kina-grillen. Nu taler vi pæne restauranter.”
Fremtidsforsker Anne Skare fra Future Navigator ser også en tydelig tendens til, at børnefamilierne vælger den gode kulinariske oplevelse til. Og vil gøre det endnu mere i fremtiden.
”Forældre i dag kunne sagtens finde på at tage børn med på en hyggelig og fancy restaurant som del af en fødselsdagsfejring,” siger hun.
Vi er blevet livsnydere. Selvom vi er mor og far, vil vi stadig have det gode glas vin, når vi er ude med børnene. Vi prioriterer den gode oplevelse.
Louise Byg Kongsholm, trendforsker
EN GOD INVESTERING
Anne Skare forklarer, at det selvfølgelig kan give udfordringer at tage børn med ud. Derfor er der rigt potentiale i at udvide restaurantoplevelsen for både børn og voksne, mener fremtidsforskeren.
”Man kan indrette restauranten, så børn kan lave andet end blot at spise. Børnene kan måske være med til at lave retterne og servere maden. Som forældre ville det jo virkelig være med til at løfte kvaliteten af den oplevelse, man betaler for.”
Men ét er den strategiske og praktiske tilgang. Noget andet er dagligdagen, hvor Oliver på fem år styrter gennem restauranten med et papirfly og højlydte motorlyde, mens et ældre ægtepar forsøger at nyde suppen. Nok bærer forældre ansvaret for børnenes opførsel, men tjenerens positive tilgang og attitude betyder også meget, forklarer Gitte Hornshøj, der er ekspert i takt og tone.
”Det er en tjeners opgave at kende folks behov, og når et barn har krampegråd, er det sjældent ud af ingenting. Måske er barnet sultent. Det er tit derfor, man går ud at spise. Så henter man lidt brød og sørger for, at maden til de små kommer hurtigere næste gang.”
For selv om børn og dyre vinglas kan være en svær kombination, kan der ikke være rullen med øjne. Især ikke fra tjenerens side, understreger eksperten.
”Er stemningen først presset, føler familien sig jo virkelig som elefanter i et glasbur. Derfor er man nødt til at sørge for den gode, afslappede stemning fra start.”
Hun mener desuden, at restauranterne har alt at vinde ved at invitere de små indenfor og give hele familien en god oplevelse. Både hvad angår smag og service.
”Børn er en del af fødekæden. Det er en god investering at give børn smag for finere retter tidligt, så er der kunder på sigt.”
Må man afvise børn?
Ja, det må man gerne. Spisesteder er private virksomheder, og de må derfor gøre, som de synes. Nogle hoteller brander sig på, at børn under 15 år ikke er velkomne, og det kan restauranter også gøre.
KAARE FRIIS PEDERSEN, Erhvervsjuridisk chef i HORESTA