Krisen har i den grad slået potentialet for virtuelle oplevelser fast. Og ifølge flere eksperter er der et højt indtjeningspotentiale for netop restauranter, når det gælder virtuelle oplevelser, fordi man kan bygge videre på en relation, der allerede er skabt. Således har Pembury Tavern i London under krisen udbudt deres traditionelle mandagsquiz til stamgæster virtuelt. Det har været en stor succes, og derfor planlægger pubben nu at udvide den virtuelle pub-oplevelse til også at inkludere udbringning af pizza og øl.
En pint efter arbejde, fødselsdagsfesten og selvfølgelig den ugentlige pub quiz. Pembury Tavern i Londonbydelen, Hackney, er et kendt samlingssted for de lokale.
Men alt blev vendt på hovedet for pubben, da den i marts gik fra at være åben som normalt til kun at sælge take away og så til at lukke helt over blot få dage. Meget var uvist, men én ting var indehaver, Tom Powell, sikker på. Og det var ønsket om at bevare den tætte kontakt med gæsterne. Hvad han dog ikke vidste var, at initiativet ville række meget længere end til Hackneys bygrænse.
“Modtagelsen har været enestående, og vi har hundredvis af gæster fra hele verden, der spiller med hver uge,” siger Tom Powell og fortæller, at han blev særligt overrasket over alle dem, der deltager i quizzen, selvom de aldrig har besøgt pubben. Desuden har pubben fået delt opslag på sociale medier på rekordtid og i større omfang end nogensinde før.
Folk forstår godt, at man skal have penge for kvalitetsprodukter - også de virtuelle
Astrid Haug er digital kommunikationsekspert, og hun ser et enormt potentiale i virtuelle oplevelser for danske restauranter. Digitale oplevelser kan nemlig meget mere end blot at give eksponering, for det er blevet nemmere at tage betaling for virtuel kvalitet, mener hun. Men det kræver en klar strategi at nå i mål.
“Det er en god idé så tidligt som muligt at gøre sig klart, hvad man vil tilbyde gratis som en ekstra service og marketing, og hvad man vil tage penge for. Så kan man positionere sig i tide. Folk forstår godt, at man skal have penge for kvalitetsprodukter også de virtuelle,” siger hun og forklarer, at potentialet derved ikke blot er stort i Danmark men i hele verden, fordi man gennem virtuelle oplevelser kan positionere sig som smørrebrødsekspert overfor amerikanerne eller mester i nordiske retter overfor kinesere.
EN INTIM KOKKESKOLE
Krisen har ramt restauranter i højere grad end noget andet erhverv. Det betyder, at mange famler i blinde efter måder at overleve. Noget virker ikke, andet gør. Men når det gælder virtuel oplevelsesøkonomi, så har spisesteder den fordel, at de allerede har skabt en relation til deres gæster, som de med fordel kan bygge videre på virtuelt. Det fortæller Rasmus Wiinstedt Tscherning, der er ekspert i oplevelsesøkonomi og direktør i Creative Business Network.
“Oplevelsesøkonomi handler om at aktivere alle sanser hos kunden, og det er svært, når oplevelserne bliver virtuelle og digitale. Du får ikke folk til at opleve en koncert online, for de vil mærke regnen, mens de drikker deres øl. Fordelen for restauranter er, at de kan bygge videre på en relation. Du skal ikke erstatte dit kerneprodukt men tilbyde en anden oplevelse, hvor gæsterne kommer tæt på kokken, der lærer dem at lave Sabayonne. Med den tilgang skaber man et produkt og en tilknytning, der har værdi længe efter krisen.”
Vi arbejder på en app, der vil gøre det muligt at levere øl og pizza fra pubben, så det kommer lige i tide til quizzen mandag aften
Men det handler ikke om at smække så mange som muligt ind i et virtuelt lokale, og så spise dem af med en allerede optaget video. Der skal mere til.
“Folk er nysgerrige og vil gerne lære. Men det skal gøres intimt. Find ud af hvad du kan byde ind med af særlig viden og inviter en lille gruppe. Derefter er der venteliste til næste arrangement. Det skaber allerede ved booking en særlig oplevelse.”
Han forklarer, at restauranten selvfølgelig skal sælge og levere råvarer inden kokken troner frem på skærmen live i gæstens eget hjem. Derefter kan deltagere så lægge billeder af deres retter på restaurantens sociale medier, og eventen lever videre længe efter arrangementet.
QUIZ I PARKEN
På Pembury Tavern i London glæder Tom Powell sig over det boost pubben har oplevet på sociale medier, og han ser desuden frem til at møde mange nye gæster på pubben efter krisen. Men det stopper ikke her. Lige nu opfordrer pubben til, at man donerer et par skillinger til en lokal velgørenhedsorganisation, når man deltager i quizzen. Det gør folk i høj grad, men pubben vil tage initiativet videre og også selv tjene penge på projektet.
Du skal ikke erstatte dit kerneprodukt men tilbyde en anden oplevelse, hvor gæsterne kommer tæt på kokken, der lærer dem at lave sabayonne. Med den tilgang skaber man et produkt og en tilknytning, der har værdi længe efter krisen
Tom Powell forklarer, at pubben vil udvikle særlige tilbud om mandagen til dem, der deltager i quizzen virtuelt, men som måske hellere vil sidde i parken på en solrig sommeraften og spille med. Og stadig nyde godt af pubbens populære stenovnspizzaer og pints fra det lokale bryggeri.
“Vi arbejder på en app, der vil gøre det muligt at levere øl og pizza fra pubben, så det kommer lige i tide til quizzen mandag aften.”
Eksperternes råd til virtuelle oplevelser
-
Find den oplevelse der bedst matcher jeres virksomhed og udbred det til en virtuel oplevelse.
-
Brug den virtuelle oplevelse til at bygge videre på brand og relationer til gæster.
-
Brug større events som gratis marketing og tjen penge på mindre, eksklusive oplevelser.
-
Udnyt det geografiske potentiale. En restaurant i København kan både lave kokkeskole til ældre i Midtjylland og unge i Kina.
-
Udnyt sociale medier til at skabe opmærksomhed før, under og efter eventen.
Kilde: Astrid Haug og Rasmus Wiinstedt Tscherning