Det går godt i Knuthenborg Safaripark, understreger direktør og lensgreve Christoffer Knuth.
”Selvfølgelig har det været en meget omskiftelig periode med corona, men vi nød også godt af, at vi har meget plads, og at folk kan blive i deres biler. Desuden er vi ikke afhængige af udenlandske gæster. Faktisk er vores primære målgruppe danske par og børnefamilier,” siger Christoffer Knuth, der er 13. generation af Knuth-familien. Dermed hviler driften og den videre udvikling af parken på hans skuldre.
Og det tegner godt.
For safariparken har lanceret et meget populært overnatningskoncept, hvor gæsterne sover på savannen med udsigt til de vilde dyr. Desuden har de netop åbnet dørene til en splinterny dinosaurus-attraktion, hvor sjældne skeletter er fløjet ind fra USA.
Overnatning blandt vilde dyr er populært
Begrebet glamping har længe været populært herhjemme, fordi man er tæt på naturen men stadig nyder godt at luksuriøse faciliteter. Knuthenborg Safaripark har dog taget konceptet et skridt videre ved både at indrette telte og træhytter luksuriøst, men også sørge for, at gæsterne via panoramavinduer har direkte kig til ulve og tigre og ikke mindst udsigt til savannen, hvor aber og elefanter hjemmevant færdes.
”Det er helt utroligt populært, for du kommer så tæt på dyrene. Her kan du følge med i deres rytme over en længere periode, og det kan altså noget.”
Parken har i kølvandet på hytterne og teltenes store succes også udviklet et nyt madkoncept.
Lolland er kendt for gode råvarer, så vi har lanceret nye spisesteder og udviklet retter, der passer til parken og vores gæsters behov.
”Lolland er kendt for gode råvarer, så vi har lanceret nye spisesteder og udviklet retter, der passer til parken og vores gæsters behov.”
Gæster kan derfor nyde surdejspizzaer på spisestedet Mombasa eller smørrebrød i Flintehuset.
”Det er lækker mad baseret på råvarer fra Lolland. Og gæsterne er både velkomne til at nyde den i restauranterne eller tage den med hjem i teltet eller hytten,” siger direktøren og fortæller, at man også har lanceret et måltidskassekoncept, som mange kender det hjemmefra. Her bliver kassen leveret direkte til hytten eller teltet med alt til et godt dansk morgenbord eller en hyggelig grillaften.
Skelet fløjet ind fra USA
Safariparken har også netop slået dørene op til en ny attraktion med dinosaurusser. Og det er noget, der i den grad begejstrer direktøren.
”Vi har lige fået verdens bedst bevarede skelet af dræberdinosauren, Allosaurus, fløjet fra Wyoming i USA til Knuthenborg i Danmark,” siger han og fortæller, at parken over de næste fire år vil få flere ægte skeletter fløjet ind.
Parkens direktør mener ikke blot, at det er fascinerende med skeletterne. Han mener også, at Knuthenborg Safaripark er forpligtet til at fortælle hele historien.
”Nu har vi levende og sjældne dyr gående omring os her i parken, og så giver det rigtig god mening, at vi breder historien ud til de arter, der startede det hele,” siger han og fortæller, at udstillingen er underholdende og med et glimt i øjet.
”Selvfølgelig har vi forsøgt at gøre det lidt nørdet, for det synes vi også det fortjener. Men vi krydrer også med anekdoter af eksempler fra hverdagen, og så bliver der brugt masser af lys, lyd og billeder.”
I forlængelse af museets åbning har parken lanceret et nyt koncept, der hedder ”Nat på museet”. Her overnatter gæster i parken og har så fri adgang til at besøge museet – og skeletterne – om natten.
”De sover i deres dejlige telte, og så kan de lige liste over til museet i nattens mulm og mørke. Det synes mange er sjovt og lidt uhyggeligt.”
Vi har lige fået verdens bedst bevarede skelet af dræberdinosauren, Allosaurus, fløjet fra Wyoming i USA til Knuthenborg i Danmark.
Stort pres på markedsføring
På få år er der altså sket meget nyt i parken lige fra velkomsten af nye dyr, glamping-telte og ikke mindst et dinosaurusskelet fra USA. De mange nye tiltag har også lagt stort pres på markedsføring og digitaliseringsløsninger.
”Vi har selvfølgelig prioriteret, at alt fungerer lige som det skal for gæsterne, når det gælder booking af ophold og overnatning, og vi har også rigtig godt fat i både stamgæster og kommende besøgende gennem vores SoMe-kanaler,” siger Christoffer og fortæller, at fokus lige nu er at styrke interne driftsprocesser og systemer.
”Fordi vi har tilføjet så mange spændende koncepter så hurtigt, er der nogle processer i driften, vi skal have kigget efter i sømmene og dermed vurderet om, vi skal strømline yderligere.”
Om Knuthenborg Safaripark:
x Knuthenborg er Nordeuropas største safaripark.
x Direktør Christoffer Knuth er lensgreve og 13. generation af Knuth-familien.
x Parken har lige nu fokus på at udvikle en splinterny dinosaurus-attraktion.